Skanderborg til Ry

Denne tur er dejlig afveksende, da man både padler i søer og på åer. Man møder ikke mange kanoer, idet der ingen kanoudlejere er i Skanderborg eller ved Mossø. Heller ingen motorstøj fra speedbåde eller turbåde, til forskel fra at sejle mellem Ry og Silkeborg - men det har jo en anden charme.

Kanotur Skals Å

Tjele Langsø/Vorning Å/Skals Å - Denne tur var utrolig smuk og en fantastisk naturoplevelse – man følte sig helt hengivet til Sverige – stille og roligt – vi mødte kun få mennesker, men et rigt plante og dyreliv. Bl.a. så vi en del fiskehejre, isfugle og rørsangere. En enkelt kajak, var det eneste fartøj vi mødte på hele turen.

Kanosejlads

En kanotur er en fantastisk naturoplevelse. Mens du stille og roligt glider gennem vandet, kommer du tæt på både dyr og planter. Der er ro til at nyde det varierende landskab på en anderledes måde.

 

 

Valg af kano

Når man vil købe en kano, bør man først overveje, hvad den skal bruges til - og af hvem. Skal der være plads til hele familien, eller må det være en lille enkeltmandskano? Skal den transportere fra A til B. Vil du fiske fra den? Skal du kunne bære den alene? Hvor stor skal lastevnen være - og hvor bredbundet skal den være? En smal kano er hurtigere og lettere at padle end en bredbundet model, som til gengæld kan bære oppakning til flere ugers ferie. En kano med høj stævn og agterende fanges nemmere af vinden på åbne søer.

 

 

Kanoture Danmark

Du kan sagtens sejle i kano over længere strækninger i Danmark med flere overnatninger undervejs. Turmuligheder er der nok af langs de 7500 km. kyst omkring Danmark. Åer er dog det mest udbredte til kanosejlads.

 

Men du kan også sejle i kano på flere af de danske fjorde eller følge kystlinien ind i små vige og bugter, og rundt om pynter og odder. Der er utallige turmuligheder på Limfjorden, vigene omkring Djursland, og de jydske og sjællandske fjorde. Det sydfyske øhav kan også sagtens besejles i kano. Her er det tilladt at sejle hele året - kanoen skal blot sættes i fra et offentlig sted, eller man kan spørge om tilladelse.

 

Da kanosejlads er blevet en særdeles populær aktivitet på flere af de danske åer, har det været nødvendigt at regulere sejladsen på forskellige måder de forskellige steder, hvor naturen er særlig sårbar overfor slid og uro.

 

Derfor skal man være opmærksom på, at man ikke blot kan sætte sin egen kano i åer og søer. På visse vandløb og dele af vandløb skal man først rekvirere et gæstekort - som regel på turistkontoret. 

 

Det kan anbefales at søge kortet i god tid, da der ofte kun udstedes et begrænset antal til de enkelte vandløb.